Danmark Skiftede. Vi er klar til næste skridt

Fredag den 20. marts var der skiftecafé på DOKK1 i Århus. Danmark Skiftede. Vi er klar til næste skridt! Generelt var skiftecafeen godt besøgt. Rigtig mange kom forbi og fik en snak. Mange var nysgerrige på at høre om mulighederne for bruge en aden browser og søgemaskine. Rigtig mange ønskede at skifte væk fra Gmail. Andre spurgte til andre navigationsløsninger end Google Maps, og endnu flere var interessede i at høre mere til mulighederne for at skifte Windows ud. Det sidste tror jeg hænger sammen med, at Microsoft i efteråret afsagde dødsdommen over Windows 10.

Mange, særligt ældre mennesker sidder tilbage med opfattelse, at de nu er nødt til at købe en ny computer for at kunne følge med i børnebørnenes liv og færden – på Facebook – som mange ellers også gav udtryk for, at de gerne ville af med. Mere om det nedenfor.

Målsætningen for DanmarkSkifter-kampagnen var, at 15.000 danskere skulle skifte browser, email, sociale medier osv. Hvorvidt kampagnen kom i mål, er jeg ikke i stand til at vurdere.

Men generelt set, så var min oplevelse, at Danmark  ønsker at skifte, og at vi er klar til næste skridt. Men at det er svært at være alene i processen.

Danmark Skiftede. Vi er klar til næste skridt!

Men én gruppe manglede…

Hovedparten af de besøgende i skiftecafeens åbningstid var modne mennesker. Ældre mennesker med et 10.000-vis af mails på Gmail, som de ønskede at bevare, men ikke på Gmail. Andre med ældre MacBooks, som ikke længere kan opgraderes til seneste MacOS, og derfor ikke an få de nyeste apps – men som sagtens kan køre Linux. Mennesker, som er trætte af at blive tracket af Meta og Google. Og folk, som var bekymrede for, at deres mobiler lytter med, og at Messenger læser alle deres private beskeder.

Kendetegnende for de besøgende var dog, at de langt overvejende var ældre modeller som mig selv. De unge var stort set kun repræsenteret ved tre studerende fra medievidenskab, som havde valgt at skrive en projektopgave om DanmarkSkifter-kampagnen.

Jeg er ret sikker på, at mange unge mennesker gør sig mange overvejelser om mindre skærmtid, og mindre afhængighed af  Instagram, Snapchat, TikTok osv. Alt sammen – efter min opfattelse – asociale medier, som stjæler deres ungdom og ødelægger deres selvværd og selvopfattelse med forskruede idealbilleder.

Vi kan ikke forlade os på, at de store kommercielle selskaber har nogen om helst interesse i at hjælpe de unge mennesker ud af deres afhængighed – vel snarere tværtimod.

Efter min opfattelse er det kun benhård regulering, der kan virke på det. Det er ikke fair at pålægge forældrene og de unge selv at skulle tackle denne udfordring.

Farvel til Windows og Microsoft – goddag til Linux

For min egen del traf jeg beslutningen om at sige farvel til Windows og Microsoft tilbage i januar. Det var med nogen bekymring, at jeg – efter mange timers research – trak stikket på Windows og Microsoft. Men jeg har ikke fortrudt det endnu.

Faktisk tror jeg, at mange flere mennesker ville være klar til at skifte Windows ud med Linux, hvis de kunne få konkret hjælp og vejledning til at gøre det.

Du kan læse mere om mit eget skift i dette indlæg på LinkedIN.

Også tak til Louise Olifent på Version2 for at gribe min historie. Du kan læse Louises artikel på Version 2 her eller downloade artiklen som PDF lige her.

Danmark skiftede. Vi er klar til næste skridt!

Danmark skiftede. Vi er klar til næste skridt!

Samlet set, så tror jeg at mange flere mennesker er klar til at skifte, hvis de ved, at de kan få hjælp til det. Mange er utrygge ved at kaste sig ud i det, uden at have nogen at holde i hånden eller nogen at række ud til, hvår de støder på udfordringer.

Min opfordring til DanmarkSkifter-kampagnen er derfor: lad os stable flere skifte-cafeer på bene. Lad os skabe momentum ved at være til rådighed.

Jeg er klar.

Fredagsfinten

Fredagsfinten leverer små, lette tips og tricks til at forbedre din GDPR og din IT- og Informationssikkerhed i hverdagen.